Biostatistik

Den kvantitative metode

Population vs stikprøve

Genetik

Den kvantitative metode

Population vs stikprøve

Noveller

Nedløbsrør og skorstene; En ejendomsfotograf fortæller

1 Kompressionsstrømperne strammede ubehageligt om fødderne, men holdt væsken oppe – så havde den fortabte student et par timer ekstra at løbe på – bogstaveligt talt. Hver dag blev opgaverne trappet op. Den første skulle der arbejdes med ét produkt. Det tog hele dagen. Dette og mange flere skulle vi på sigt kunne lave 3-5 af om dagen. Det virkede håbløst og man havde hele tiden i baghovedet om man var ved at blive taget i røven. Men på prøvesessionen med ejendomsfotografmentoren lavede vi en fuld opgave på halvanden time – imens jeg som stopklods fik fortalt hvordan og hvorfor. Så jeg havde set at det kunne lade sig gøre – men det virkede uendeligt fjernt. Anden dag skulle vi lave det samme – blot med et produkt mere i pakken. Det tog hele dagen. Så sådan set en kæmpe forbedring. De følgende dage gik ligesådan for de fleste af os. Flere og flere produkter og sidste dag havde vi endda tid til overs. Nu manglede vi bare at kunne koge de her 6 timer ned til 1.5 time og så gøre det 3-5 gange på en dag. Jeg havde ondt i ryggen. Ikke nogen konkret viden om hvordan jeg fungerer. Men mine nyrer værker og straks kursusdagen er forbi og min chauffør har smidt mig af på vandrehjemmet, kan jeg smide masken og nærmest kapitulatorisk smide mig i sengen. Jeg har dog ingen mad. Og måtte gå til en lokal kiosk og købe noget fastfood og noget sodavand. Sikke sundt jeg lever for tiden. Havde målet været en karakter eller opnåelsen af et mål jeg ikke forstod, så havde jeg kastet håndklædet i ringen for længst. Men jeg følte mig på én gang fuldstændig ødelagt, men også usårlig. Jeg gør det. Jeg gør det lige så godt som de andre – og min energi er skuespil. Jeg har ondt. Jeg føler hele tiden jeg skal brække mig. Smagen af blod og lugten af min urin er hele tiden tilstedeværende og jeg føler mig som et gidsel i mig selv. Men jeg kæmper for noget jeg forstår og jeg kan ikke give op.

Nedløbsrør og skorstene; En ejendomsfotograf fortæller

2 Der bankes på væggen – den virker hård, men hul. “Er dette mon en skorsten eller en nedfaldsstamme?”. Den forældrekøbslejende studine må melde svar gyldig. Hun ved ikke hvad der går inde i murene. Ejendomsfotografen spørger om hr. Overbo og fru Underbo mon har brændeovne. Det ved den forældrekøbslejende studine heller ikke. “Så tegner jeg det som væg” – sagde hr. Ejendomsfotograf konstaterende.

Nedløbsrør og skorstene; En ejendomsfotograf fortæller

3 De blå blink og lydene kommer forbi og aftager som Dobbler forudså. Modsat retning af ejendomsfotografen der var på vej til næste opgave. Denne vej fører tilbage til det civile væk fra intet. Hos hr. Jegborietflotgultbindingsværkshusnedevedvandetmenharvistikkemegetatsigeiforholdtilmitegetlivellerdetderertilbageafdet er ejendomsfotografen netop kommet på besøg. Hr. Jegharetlangtnavnderfortællerlidtomminpladsherilivet gør det klart at det altså er HER det foregår. En lettere kraftig herre, som skal tøes lidt op inden han viser at han sådan set er blød og imødekommende. “Jeg har også en indkørsel længere nede i skoven”. Inde ved huset bag træerne ligger det flotte gule hus med sort bindingsværk. Ned til vandet helt ugenert, egen lille stenstrand og i huset en masse jævnt fordelte præg af at vi bor ved vandet. På skuret hænger en klokke og en gammel trisse. Indenfor står små skibe i vinduerne og pryder udsigten til det blå guld. “Jeg har fået besked af chefen på at tingene er som de skal være. Og hvis du vil have noget ændret, så skal jeg nok gøre som du siger…..ja for jeg bestemmer ikke noget.” “Jeg hader perkerne – ja undskyld jeg siger det, men hvad kan de?…ja – jeg hader såmænd også nordmænd…….det er olien. De skal have folk udefra til at komme og løse deres ting, men de kan intet selv. Og deres opførsel. Nej – svenskerne – dem er jeg mere til.” Ejendomsfotografen svarer så lidt som muligt, da det jo er nogle stærke udmeldinger, som han dog selv kunne have ytret uden for arbejdstiden – han lader dog stadig hr. Langnavn vide at han har hørt hvad han sagde – for hvem kan lide at blive arkiveret lodret? I haven konstaterer hr. at fotografen absolut må arbejde på akkord idet at arbejde udføres hurtigt. Det kan fotografen ikke afvise grundet dennes etik i forhold til løgn og sandhed. Der er ingen skam i at arbejde på akkord, når blot det er den ikke værditillæggende proces der fremskyndes og selve “arbejdet” gøres omhyggeligt. Og det bliver det – ejendomsfotografen arbejder ikke så hurtigt som de andre og det spekulerer han over hver dag – hvordan kan det lade sig gøre at skære så meget tid af? “Skal du have en øl?”, “Nej tak.”, “Nå…..det må du selv om…..du ved ikke hvad du går glip af”. Efter at det meste af arbejdet er udført og fotografen må konstatere at hr. har siddet på terrassen og nydt en øl møder de hinanden i entréen…“Det var sgu godt at jeg drak den øl.” Efter flere små tilløb til at hr. finder på påskud til at fotografen kan blive lidt længere tager de afsked. “Det har sgu været hyggeligt”. I kørslen derfra anedes en sagte sirene der tog til indtil den med sit maks manifesterede sig visuelt med endnu en hilsen fra Dobbler. Indtil dens omvendte vokseværk med kvadratet på afstanden var nået tilpas langt imod at øjnene ikke længere kunne skelne fjernt fra borte.

Nedløbsrør og skorstene; En medicinstuderende fortæller

For at møde et menneske, skal jeg selv være menneske.

Besøg 1;

Jeg ankom til et område med beskyttede boliger. Her var sådan set pænt, men jeg mødte ingen mennesker. Alle adresser var ordnet med numre og bogstaver, så ligesom på et bibliotek skulle jeg finde min bog på den helt rigtige hylde.

Jeg mødte i døren den samme herre, som jeg havde talt i telefon med. Fåmælt, men imødekommende. Vi fik sat noget kaffe over, som vi kunne drikke til det jeg havde med fra bageren. Vi fik dog kun drukket kaffen, da snakken kørte uafbrudt, indtil tiden var gået.

Han sad i kørestol, hjemmet var indrettet efter dette og på den måde var sygdommens kroniske karakter helt present. Der var dog rent og ordentligt. Der var billeder af børn i køkkenet – sikkert børnebørn.

Det er godt med et hjem der underbygger at mindske de begrænsninger, som et handicap giver i hverdagen. Tænk hvis han boede i et stort hus med en førstesal, som han ikke selv kunne få adgang til.

Da vi ville rette et bord an med kaffe, hjalp jeg ikke med andet eller mere end jeg ville gøre ved enhver anden person, som jeg var på besøg hos. Vi deltes om det, uden at jeg skulle overtage noget han selv kunne gøre.

Vi lagde ud med at tale om hvad ”forløbet” overhovedet er for en størrelse. Herfra gik talestrømmen uhindret fra min borger og kunne nogenlunde nemt drejes videre over på andre emner, når det syntes passende. Vi startede med at tale en del om da han fik sin diagnose. Der var mange aspekter i det. Dels det overhovedet at få stillet en diagnose. Men også det videre forløb. Borgeren har en sygdom der kan bringe en del følgesygdomme med sig, hvilket også var tilfældet for ham. Han havde gjort sig masser af overvejelser omkring hans egen rolle i sygdommens opståen, men også i forhold til hvordan den nu skal tackles og hvad hans prognose er. Mit indtryk var at han var enormt realistisk omkring disse ting og også nuanceret i forhold til de personer han har været i berøring med i systemet. Der var masser af personer han roste til skyerne. Især for deres kompetencer, men også deres væremåde. Der fandtes også folk han mente var lidt for firkantede, men kompetente selvom han ikke som sådan havde sympati for dem – som sagt så han ikke tingene sort/hvidt.

Det gjorde indtryk på mig da han talte om at hans sygdom skulle passe ind i systemet. Den kan manifestere sig forskellige steder, helt overfladisk, på kroppen. Derfor kan han blive sendt rundt til forskellige steder i systemet, selvom problemet sådan set er det samme. Det må være frustrerende når man oplever at ens sygdom skal passe ind i ét system for ikke at blive afvist i et andet.

Jeg lod mig forstå at han havde set frem til at få hjemmepleje, men at det havde skuffet ham den måde det foregår på. Der var som sådan ikke nogen sure miner i forhold til menneskene, men til de rammer de har til at udføre deres arbejde. Det lød lidt som noget man har hørt før synes jeg – desværre. Udover det, så forestiller jeg mig at livet med hjemmepleje sætter en dæmper på spontaniteten idet meget vel skal koordineres. Man går ikke lige en tur når man ved de skal komme – og skal man noget andet end man plejer, så skal de også inddrages. Han havde en alarm om halsen – mon den virker udenfor hans hjem eller er han bundet af den tryghed den giver ham?

Han nævnte på et tidspunkt noget om sit arbejde, så da sygdomssnakken stilnede af spurgte jeg ind til hvad han havde arbejdet med. Her steg humøret og sygdom var slet ikke inde i billedet her. Efter et karriereskift havde han haft et job, som han vist brændte for og var meget personligt engageret i.

Enkelte gange havde han glade øjne når han talte om det. Det var helt tydeligt at arbejdet har været en stor del af ham. Også den sociale side i det.

Undervejs i snakken om arbejde kom han også lidt ind på forskellige steder han havde boet med sin kone, så jeg spurgte om hun også havde boet hvor han bor nu. Det havde hun ikke og så snakkede vi om dengang hun døde - pludseligt. Borgeren blev tydeligt berørt et øjeblik, men smed det væk igen og talte videre. Døden var tilsyneladende kommet bag på ham – de havde aldrig talt om hvad der skulle ske når de døde og det mente han var en fejl. Han mente heller ikke at han egnede sig til at være alene.

Vi talte lidt om deres gamle hus, som blev solgt efter konens død. Han lod sig på et tidspunkt distrahere af noget han så ud gennem vinduet bag mig. En beboer i et andet hus havde for vane at tømme postkasse i en mærkværdig dragt – vi sad og grinte lidt.

Der hang et ur på væggen, som jeg forsøgte ikke at se på for tit. Tiden er mærkelig. Jeg har sikkert en del mere tid foran mig end han har, men min tid synes knap og hans uendelig.

Jeg tror ikke han havde haft noget imod at jeg var blevet længere. Det må være opslidende for hjemmeplejen hele dagen at skulle forlade mennesker, som selvfølgelig er glade for at få gjort rent og at blive hjulpet med hygiejne, men som måske ofte hellere bare ville have snakket lidt. Sådan som helt almindelige mennesker.

Da jeg ikke havde mere tid, måtte bogen lukkes igen. Jeg får aldrig læst hele bogen, men har to læsninger mere. I mellemtiden må jeg overveje om jeg skal lave nogle punktopslag for at opklare spørgsmål der melder sig. På vej ud fra biblioteket så jeg på alle de andre hylder med numre og bogstaver. Der er sikkert mange bøger der sjældent bliver læst.

Nedløbsrør og skorstene; En medicinstuderende fortæller

Man kan skifte jorden, gøde den og vande den, men er der ingen sol, så vil intet gro.

Besøg 2;

Min bog var på sin hylde hvor jeg havde lagt den og læsningen kunne nu atter begynde. Vi fortsatte hvor vi slap, som om der intet var sket siden sidst. På 2 uger var handlingen altså ikke blevet lavet om.

Selvom det halvdisede vejr gjorde lyset udefra blødt og behageligt virkede det skarpt og slørende når jeg betragtede ham i modlys i den mørke stue. Blændet af lyset ser jeg ham kun som en silhuetagtig skikkelse, med få detaljer. Han har været syg lige så længe som jeg har levet og på en måde er det ikke ham, men hans sygdom jeg er kommet for at besøge. En siamesisk tvilling, som midtvejs fik overtaget og som for længst har fået magten. En skygge af sig selv.

Hjemmeplejen kommer hver dag og hjælper. Han vil dog ikke altid vente til de kommer og står selv op og går i bad. Sår og strømper, som han ikke selv kan klare, kan de så hjælpe med – hvis de kan. Der spekuleres på om denne usikkerhed også er grunden til at han mistede sit ben. Disse besøg er altså dels en forudsætning for eksistensen, men ikke uden en vis ironi.

Det er ellers ikke helt en selvfølge at han står ud af sengen. For hvorfor skulle han egentlig det? Selvfølgelig har hans krop bedst af at blive holdt i gang. Han går da også ture jævnligt for netop at beholde de funktioner han stadig har. Men hvad skal han med dem?

Der er i boligforeningen mulighed for at være med i en madordning hvor man for et beløb kan komme og spise. Man kan også få bragt maden. Der var dog det underlige at selvom maden var den samme, så smagte den man spiste hjemme, alene, ikke bedre end at skraldespanden kunne få det meste. Det var mere og mere mit indtryk at det måske ikke var maden, som fejlede noget, men appetitten. Det sociale, som tidligere havde været centralt, dominerede nu kun ved sit fravær. Og manglende livslyst.

Han virker til at være blevet mere og mere alene. Forældrene døde pludseligt og tidligt – af sygdom. Konen det samme. Den store søskendeflok, som han er den yngste i, er svundet ind til ham selv – og måske en søster, som han mistede kontakten med, da hendes mand døde af sygdom. Da han var på hospitalet blev en tradition, han havde med en nabo, brudt og de går ikke længere hinanden på dørene. Måske han bare skulle gå ind og ringe på – og så kan de igen dele en øl eller to over en snak om selvmord…

Han fortsatte over til et andet emne. Vi var enige om at der må findes nogen for hvem det kan være en løsning, men at det er svært at bestemme hvem. ”Den gode død”. Medlidenhedsdrab. Aktiv dødshjælp. Mange forskellige associationer omkring præcis den samme ting. Et vist sted handler det jo om hvorvidt retten til selvbestemmelse er absolut. Den enes ret er den andens pligt. Hvis man kan have ret til at blive slået ihjel – hvem har så pligten til at føre det ud i livet? Der er for mange dilemmaer til at man kan fremremse dem. Emnet er kontroversielt.

Alt ser jo ganske fint ud for en besøgende når der er ryddet op, gjort rent, man er velsoigneret, ordentlig i tøjet og mentalt klar. Men hvis man har et mønster der isolerer en socialt og man ikke befinder sig godt med denne ensomhed, så kan meget af det jo være mindre vigtigt. Hvis man mest af alt venter på at man kan tillade sig at dø – hvor glædeligt er det så at vi lever længere og længere?

Hjertestarteren hænger 50 meter fra boligen. ”Liv frem for førlighed”. Nogen bruger udtrykket ”det er ikke et liv” om situationer når man udefra kan tænke at hvis regnskabet gøres op, så er der underskud. Det forekommer mig at samfundet har pligten til at holde os i live nærmest uanset hvad. Men at det er vores egen opgave, at livet kan holdes ud. Liv frem for alt.

Det forekom mig at selvom han på alle måder virker til at hige efter menneskelig kontakt er holdt op med at tage initiativet. Som et skuffet barn der en dag holder op med at søge verden, når verden ikke har noget man kan søge. Det er altså ladt op til den største tilfældighed og andres initiativ om han skulle tale med nogen i løbet af en dag. Der kommer ellers mange, men ikke alle kan tale dansk og der er også nogen hvor det synes oplagt at de ikke lever sig mere ind i jobbet end det der skal til for at de kan udbetalt næste løn. Det er hans indtryk.

Hele livet skal man indstille sig på forandring. I starten mere frihed, men også mere ansvar. En balance, som på den måde er tålelig. Siden indskrænker friheden sig og ansvaret tages stille og roligt fra en. Der er ikke nogen der forventer noget af dig længere. Når blomstens farver falmer, bladene bliver tørre og falder af. Frøene er for længst afgivet og rent funktionelt har organismen ingen berettigelse længere. Tilbage er kun faldet.

Det er efterår og selvom vejret er mildt, så er vinteren på vej. Den sidste årstid over et landskab af små gule Lego-mænd, fastfrosset i tiden da den sidste leg ikke blev leget færdigt – ventende på jordens undergang, som måske aldrig kommer? Sådan sidder mange mennesker rundt omkring i noget, som er gået i stå.

Nedløbsrør og skorstene; En medicinstuderende fortæller

”Besøg 3”; Det tredje besøg skulle have været det sidste, men bliver blot en refleksion uden nye input.

Min borger ønskede ikke at deltage i flere møder og det hverken kan eller skal jeg tvinge anderledes.

Over telefonen spurgte jeg om der var en særlig grund til at han ikke længere ville deltage. Der kom ikke et direkte svar på det, men det lød til at han ikke mente at der rigtig kom noget ud af møderne.

Det er svært at vide helt præcis hvorfor han har ombestemt sig, men også hvornår. Han kan have haft det sådan allerede inden første besøg. Men det kan også være blevet sådan siden. Jeg har ingen mulighed for at vide det, men det sætter da nogle tanker i gang.

Vi skulle ikke som sådan producere noget på mødet, men havde han nu været en patient der skulle modtage en vigtig behandling og pludselig bare aflyser og ikke siden dukker op ville det jo være ganske alvorligt for ham. Derfor er det da interessant at prøve at tænke sig til den feedback man ikke har fået. Kan der være noget jeg kunne have gjort anderledes? Det er der jo nok altid. Men om det havde gjort en forskel, kommer an på den bagvedliggende årsag.

Han kan også have siddet tilbage med tanker om alt det vi har talt om bagefter – alene – og haft det svært med det. Måske han har oplevet det som en mærkelig situation at skulle fortælle om sig selv. Imens han fortalte, gik det jo ret fint med at få snakket – men hvis han har nu fortrudt og har følt at han har udleveret sig selv, så er det forståeligt at han ikke ønsker at deltage.

Jeg har tænkt på det med at han ofte fandt det problematisk at der kom folk hos ham, som han ikke kunne tale med. At folk var der for kort tid. Jeg kunne klart mærke til de to møder at jeg gerne måtte være blevet længere. Ikke nødvendigvis mig, men bare nogen. Jeg tror han følte sig meget ensom. Måske denne følelse af at blive forladt syntes værre for ham end ikke at få besøg. Hvis man bor sammen med en, så bliver man jo aldrig rigtig forladt. Han talte begge gange om at han savnede sin kone og at det aldrig rigtig var blevet godt efter at hun døde.

”Alene” og ”Ensom”. Det er nemt at forveksle og samtidigt at tro at de er hinandens forudsætninger. Men man kan sagtens være ensom i selskab og mange der er alene føler slet ikke ensomhed. Hvilken af de to ting der reelt plager ham, er svært at sige. Folk er forskellige. Der er noget filosofisk modbydeligt i den forestilling at han nok primært fik besøg af folk der på en ene eller anden måde var tvunget til at besøge ham – og ikke fordi de havde en genuin interesse. Dét oveni at han måske isolerer sig selv gør at der ikke kommer noget udefra der kan bryde hans måde at se tingene på. Jeg tror mest på at han er ensom, for han får jo besøg af folk og har også sagt nej til mit besøg. Det tvivler jeg på han ville gøre hvis han bare ikke ville være alene.

Jeg har i forløbet af og til sendt borgeren en tanke og i den forbindelse tænkt at der er en meget begrænset kapacitet for at kunne leve sig ind i borgere/patienter. Hvis man har et utal af patienter om dagen og skal følge dem, så er det klart at de hundreder af mennesker man har set på en måned måske ikke alle føler sig lige set. Det er ikke ideelt, men jeg tvivler på det kan være anderledes. Jeg mener dog det er vigtigt at man er opmærksom på hvad patienterne har at komme hjem til og hvad de selv kan gøre. For mange er det overhovedet ikke et problem og de har travlt med at komme hjem og lave et eller andet der interesserer dem. Jeg forestiller mig dog at de der ikke har, vil have svært ved at gøre opmærksomme på at de er ensomme og faktisk lider, selvom de har fået behandling og alt andet objektivt nødvendigt. Dels kan det være tabu at sige at man har et problem med at være sig selv. Man kan måske også føle at man er til besvær eller være bange for at nogen skal synes at man er utaknemlig.

Så selvom det ikke kan udelukkes at jeg kan have gjort eller sagt noget, så kan det også være at det er hans måde at tage kontrollen. I stedet for at det 3. møde skulle blive en naturlig afslutning, så kunne han selv gøre det forbi – i modsætning til alle de andre brud han har oplevet gennem tiden. Men det er da klart at hvis jeg har repræsenteret noget han var imod eller på anden vis var spild af hans tid, så var det nemmeste for ham jo at blive fri. Jeg mener også at han da har givet noget af sig selv til møderne, så jeg har fuld forståelse for hvis han ikke har orket mere.

Hans situation kan også have ændret sig i det hele taget. Jeg ved intet om hvordan han har holdt jul. Det kan være en svær årstid for mange.

Jeg synes alt i alt det har været fint at besøge ham. Især at der var mere end bare ét møde. Fra vagter på sygehuset har jeg før oplevet at samme patient kan være som nat og dag fra dag til dag. Nu var borgerens situation jo en del mere stabil end en indlagt patients oftest vil være. Jeg oplevede ikke at der skete nogen ændringer fra det ene besøg til det andet. Jeg oplevede ham som velbehandlet og opmærksom, men også som et meget ensomt menneske.

Håber at han trods alt også har fået noget ud af det.

Digte

2006 09 04

Den som kun det gode husker

og intet slet

Husker langt mer’ end den

Som alting glemmer

end hvad livet har grædt